Jern-overload

Første gang jeg hørte om jern-overload, altså det stikmodsatte af jernmangel, var da jeg læste bogen Protein Power for ~10 år siden. Genial bog i øvrigt, der var meget foran sin tid. Siden da har jeg dog ikke skænket det en tanke, indtil jeg pludselig en dag sad og så en af de mest spændende uddannelser jeg tog i 2018, eller måske var det 17, nemlig et kursus om jern-overload af Chris Kresser. Næsten alle ved, at jernmangel kan være et reelt problem, der leder til bl.a. træthed grundet iltmangel. Jern transporteres i blodet via hemoglobin – et jernholdigt protein. Hvis du mangler jern, nedsættes din ilttransport kapacitet og energiproduktion og dermed påvirkes funktionen af hele kroppen. Anyways – dette er old-news. Jern er også et enormt reaktivt molekyle, og det viser sig, at for meget jern – altså mere end kroppen skal benytte til ilttransport – kan bidrage til øget oxidativt stress, sammenligneligt med rust inde i kroppen, og negative følgevirkninger deraf.

Forhøjet blodtryk, typeII diabetes, leverskade & meget mere.

Metabolisk syndrom er en tilstand karakteriseret af bl.a. fedme og de negative sundhedsskadelige følgesygdomme og syndromer så som forhøjet blodtryk, nedsat insulinfølsomhed med mere. Dette ses ofte som forårsaget af fedmen selv, hvilket nok også er den helt helt store spiller. Dog er tilstanden som altid multifaktoriel, og for meget jern i kroppen kan meget vel have en markant indflydelse på mange af disse sundhedsparametre. For at resten af artiklen giver mening, skal vi lige have lidt terminologi på bordet. Der er 3 markører som vil blive nævnt, der alle er markører for jernmængden i kroppen. En højere værdi er typisk (men ikke altid) et tegn på mere jern i kroppen. De 3 værdier er:

  • Ferritin
  • Transferrin saturation (TS)
  • Hepcidin

I et studie (1) var øget transferrin saturation over 50% korreleret med øget dødelighed, og et niveau over 70% var korreleret med op til 6x øget dødelighed. Normale referenceværdier går op til 59, hvilket tydeligvis ikke er optimalt for alle. Øget TS har sågar vist sig at være en større risikofaktor for dødelighed af hjertekarsygdom end LDL kolesterol, som alle snakker om (2). Har du dog øget LDL og øget TS, er risikoen pludselig knap 6x større (2). I et andet studie (3) så man hos patienter med metabolisk syndrom et fald i blodtryk på 18mmHg efter bloddonation, og faldet i blodtryk korrelerede med faldet i ferritin efter intervention. Andre markører så som blodlipider, blodglukose og puls forbedrede sig også. Et andet studie (jf. billede nedenfor) så en lineær sammenhæng imellem hepcidin & metabolisk syndrom (4).

Tabellen ovenfor viser, at risikoen for metabolisk syndrom stiger lineært med hepcidin, et hormon der dannes i leveren som respons på øget jernindhold i kroppen. (4)

Bloddonation har også vist sig at nedsætte (forbedre) Hba1c (5), en markør for blodsukkerkontrol, og selv hos raske forsøgspersoner forbedre glukosetolerance uafhængigt af forhøjet ferritin (6). Et andet studie så en forbedring af bade blodglukose, triglycerider og LDL kolesterol ved hjælp af bloddonation, på trods af at patienter ikke havde diagnosticeret jern-overload (7). Efter en periode med genopfyldning af jerndepoterne vendte markørerne tilbage til deres tidligere, dårligere status.

Risikofaktorer & optimale normalværdier

Der findes flere risikofaktorer for, at have for højt et jernniveau. De er primært genetiske mutationer, der er relativt almindelige i befolkningen. Derudover spiller køn & kost også en rolle. Køn primært grundet, at mænd ikke har menstruation og dermed ikke mister blod på regelmæssig basis. Kost grundet at den primære kilde til jern er en jernholdig kost, samt at visse elementer i kosten både kan bidrage til at øge eller nedsætte jernoptagelsen fra kosten. Samspillet imellem disse faktorer er komplekst, og det vigtigste er i sidste ende testværdierne på reelt jernindhold i kroppen, og ikke risikofaktorerne.

Iron Disorders Institute har følgende referenceværdier (jf tabel nedenfor). Disse værdier afspejler med al sandsynlig bedre den tilgængelige forskning på området, og ligger indenfor en mere snæver margen end de almindelige normalværdier på en almindelig blodprøve. Af referenceværdierne er både transferrin saturation & ferritin knap så almindeligt testede, da der ofte blot testes hemoglobin. Hemoglobin viser dog sjældent det samlede jernlager, så det er essentielt at teste både ferritin og transferrin saturation for det fulde kliniske billede.

Løsningen

Den primære løsning er nødt til at være bloddonation. Med eleveret ferritin og/eller TS gør du ikke blot andre patienter i nød en tjeneste ved at donere blod, men med al sandsynlighed også din egen sundhed. Hvis værdierne er markant forøgede kan der med egen læges godkendelse ordineres terapeutisk phlebotomi. Jern i kosten findes ofte i animalske produkter, som bidrager med mange gavnlige næringsstoffer, udover blot jern. Som udgangspunkt anbefales det derfor ikke, at udelade animalske fødevarer blot for at sænke jernniveauet. Det handler snarere om at få det bedste fra begge verdener. Et alternativ er, at sørge for at spise de næringstætte fødevarer sammen med fødevarer der er rige på polyfenoler, så som grøntsager, te, kaffe, chokolade, krydderier og frugt. Dette skyldes, at polyfenolerne hæmmer optagelsen af jern. Kalk hæmmer også optagelsen af jern, men kalktilskud kan øge risikoen for hjertekar sygdomme (8). Igen er løsningen nok snarere, at monitorere jernniveauerne og donere blod derefter. Hvis bloddonation ikke hjælper, kan det skyldes øget ferritin grundet inflammation og ikke grundet jernindtag, og ellers må jernindtaget sænkes på trods af, at det så udelukker andre næringstætte fødevarer. Husk desuden at checke dine kosttilskud for jernindhold – specielt din multivitamin.

Al testning &/eller donation skal selvfølgelig ske efter videnskabelig evidens og ikke mindst samarbejde med egen læge. Held & lykke.

Kontakt mig og kom i form

Hjælp mig med at hjælpe dig, så du kan nå dine mål

Se Træningsforløb