Vi lyver allesammen. For hinanden og for os selv. Du kan ligeså godt indrømme det, og hvis ikke du vil indrømme det, så ved du det måske bare ikke. Det at lyve er en helt menneskelig ting.. vi vil så gerne snydes til at tro at vi gør det bedre end vi tror, eller at det går bedre end vi tror. Omvendt er der også nogle gange hvor vi måske tror det går skidt, imens det faktisk går godt. Heldigvis er der noget vi kan gøre ved det – vi kan måle hvordan det går på mere (ikke helt, men mere) objektive måder. Som Wolfgang Unsold sagde på mit internship hos ham forrige sommer “It’s all a numbers game”. Med andre ord, billeder kan lyve, mennesker kan lyve, men tal lyver ikke. Jeg er selvfølgelig også fortaler for subjektive mål af velvære, følelsen af fremgang, tilfredshed, selvtillid og så videre, men nogle gange arbejder dette imod os. Der er primært to situationer, hvor det at have objektiv data er specielt nyttigt og ofte mangler.
Den glade hippy
Den glade hippy er typen, der altid siger det går godt, og at tingene går fremad. Men når alt kommer til alt, så lever personen bare i en illusion om at det går fremad. Nu snakker vi selvfølgelig om træning i dette tilfælde, og et eksempel er en person der ofte skifter øvelser for at få kortvarig fremgang i de nye øvelser, og ‘maskere’ at det ikke går fremad i basisøvelserne. Denne person bruger ofte en sætning som “jeg føler det går fremad”. Fremgang er ikke noget man føler – enten er det der, eller også er det der ikke. Et andet eksempel er en person der bliver ved med at poste et 3kg vægttab – men det er de samme 3kg der kommer og går igen og igen.
Når dette så er sagt, så er det SELVFØLGELIG en god ting også at føle sig gladere og mere tilfreds, så lad venligst være med at hippybekrige mig med at man ikke skal være glad og at alt bare skal måles og vejes. Det er ikke det jeg siger – men hvis du virkelig vil have fremgang i noget (et løft, en øvelse, smidighed, din vægt, din fedtprocent, din muskelmasse, din konditionsevne), så find et så vidt muligt objektivt mål for dette og hold dig selv ærlig.
Pessimisten
Pessimisten er altid utilfreds med træningen. Squatten kører måske ikke så godt og sætningen “det føles ad helvedes til” er som taget ud af munden på denne person. Det er selvfølgelig fint at være pessimist, hvis tallene bekræfter, men at være pessimist uden grund er at skyde sig selv i foden. Eksempelvis har jeg det sidste halve år ikke følt mig specielt stærk – der har været mange udfordringer og gamle skader der fylder i hovedet, men til gengæld lyver tallene ikke: jeg har sat all-time PRs i squat, dødløft, pres, træk, stød..ja de fleste basisøvelser. Ergo shut the fuck up og stop med at være pessimistisk – det går jo godt. Løsningen på pessimismen er ligesom ovenfor at måle og derefter stole på tallene og smide negativiteten ud af vinduet. Hvis det på den anden side reelt set (ifølge tallene) ikke går godt, så hjælper tallene netop med at vise dette, og derefter, hvis ikke du er en lalleglad hippy, er det på tide at lave detektivarbejdet og finde ud af hvad der skal til for at få fremgang igen (træning, søvn, kost, restitution, stressfaktorer, væskeindtag, søvn, søvn, og søvn er de store spillere).
Målinger holder dig ærlig og forhindrer dig i at blive en pessimist uden en grund, eller en lalleglad hippy. Vær ærlig overfor dig selv, så du kan holde dig selv på sporet. Hellere indse det ikke går godt nu, end at se det i bakspejlet om 5 år, og hellere indse at det går godt (hvis det gør), i stedet for at være negativ og selvdestruktiv.